Dato: 13. november 2016

Anderester og hvad de kan bruges til.

Nu er Mortens aften overstået.

Nogen har sikkert  udsat projektet andespisning, til her i weekenden, da man oftest der, har bedre tid, til at samle familie eller venner til middag.

Mange har fejret Mortens aften med dejlig andesteg, og uanset om man har stegt sin and på den ene eller anden måde, så er der sikkert rester tilbage.

Dem kan vi jo ligeså godt anvende fornuftigt og lave til nye gode retter.

Jeg stegte 6 ænder på Ungdomskollegiet i torsdags, og havde derfor en del rester fra skrog, halse osv. Der sidder faktisk temmelig meget kød rundt omkring på et andeskrog, som kan bruges til noget. Desuden havde jeg jo leveren fra 6 ænder, som jeg valgte, slet ikke at stege med sammen med den anden indmad, som kråser, halse og hjerter, men i stedet gemte rå, til dagen efter.

Og hvad blev det så brugt til?

img_0517

 

Den øverste skål på billedet indeholder en dejlig andesalat med grønkål, som du simpelthen må prøve. Det er jo højsæson for grønkål og ovenikøbet er grønkål en “superfood” grønsag, som man gerne må spise en masse af her i sæsonen.

Superfood dækker over fødevarer, der indeholder en ekstra stor koncentration af næringsstoffer, som for eksempel vitaminer, mineraler og antioxidanter, og i nogle tilfælde er de også ekstra rige på de sunde fedtsyrer.

Grønkålssalat med and og granatæble.                    4 pers.

Du skal bruge:

Ca. 200 g rester fra din stegte and

1 granatæble

2 pærer

150 g grønkål

salt, peber

2 spsk. rapskimolie m. smørsmag

2 spsk. hindbæreddike

1-2 tsk. dijonsennep

2 spsk. fibersirup gold

Sådan gør du:

Skær anderesterne i fine små stykker. Hak grønkålen fint og fjern kernehuset fra pærerne og skær dem i små terninger.

Bank dit granatæble mod bordet, til kernerne er løsnet, skær det over i 2 halve, mens du holder det over en skål, så du får saften med.

Rør ingredienserne til dressingen sammen; granatæblekerner, saft, olie, hindbæreddike, sennep, salt, peber og fibersirup og smag den til.

Vend ande kød, pærer og grønkål i dressingen og lad den gerne trække i en times tid, før servering.

img_0515

På fadet nedenunder andesalaten, ser du en andeleverpostej med ristede champignon. Jeg valgte at lave leverpostejen i muffinsforme, for så kan man fryse nogle ned, til de kommende julefrokoster. Andelever fra 6 ænder giver jo en temmelig stor portion.

Her har jeg reduceret opskriften til 4 pers., som vil svare til lever fra en enkelt and eller to.

Man kan selvfølgelig også købe andelever hos sin slagter eller i supermarkedet ( oftest på frost).

Andeleverpostej.                                            4 pers.

Du skal bruge:

225 g andelever

1 løg

2 spsk. mel

2 æg

4 spsk. andefedt

1/2 tsk. peberkorn

1/2 tsk. fennikelfrø

1/2 tsk. tørret timian

2 kardemommekapsler uden skal

1/2 tsk. revet muskatnød

1 tsk. salt

Sådan gør du:

Kom alle krydderierne i en morter eller en kaffemølle og mal dem fint.

Kom leveren, løg og andefedt i foodprocesseren og hak det til den konsistens du gerne vil have.

Kom lever og krydderier op i en skål og tilsæt mel og æg og rør det hele godt sammen.

Fyld leverpostejen i silikon muffinsforme og bag dem i vandbad i ovnen, ved 150º i ca. 20 – 25 minutter.

Server dem lune med ristede champignon og syltede rødbeder.

En god ret til julefrokosten.

img_0514

Velbekomme og god fornøjelse ønskes du af Skovs mad med mere.