Dato: 3. september 2017

Brombær

Sidste sommer plantede vi et par brombærbuske i haven. Brombær uden torne naturligvis, for hvem kender ikke det med at plukke brombær i vildhegn og så være totalt revet op ad armene, når man er færdig.

Det havde jeg ikke lyst til mere, så da jeg faldt over disse torne fri brombær, var det en oplagt mulighed for, også at bringe dem hjem i haven.

Det har jeg ikke fortrudt et øjeblik, for hold da op, hvor er de gavmilde. Måske hænger det også sammen med det sommervejr, som vi har haft i år, sådan at det simpelthen bare er brombær vejr.

Den ene er plantet op ad stammen, af et Japansk kirsebærtræ, som aldrig rigtig er blevet til det det egentlig skulle. Ihvertfald er det mirabeller, som det har været podet på, og det har aldrig blomstret med de fine sarte blomster, som et sådant træ ellers skal.

Nå men i stedet for at fælde det, tænkte jeg, at det kunne være dekorativt med en brombær der snor sig op ad stammen i stedet. Måske i et lille håb om, at de så med tiden vil kvæle mirabellen i stedet, for dem gider jeg egentlig ikke have.

Vi havde rigtig mange mirabelletræer for mange år siden, et helt hegn faktisk, og dem fik vi også fældet, fordi de var gamle, vi var trætte af dem og vi havde mirabeller overalt i efteråret.

De andre to brombær er plantet op ad et plankeværk og de elsker det åbenbart, for så kan de få fat i noget, at kravle op ad, og når de ikke stikker, er de da ret kønne at kigge på. Både når de blomstrer og når de som lige nu, her først i September, hænger med masser af brombær på.

Brombær tærte med mandler.

I dag vil jeg derfor give dig en opskrift på en dejlig brombærtærte med mandler. Så du må ud og plukke brombær i de vilde hegn, hvis du ikke selv har dem i haven. Men en god langærmet bluse og et par handsker, gør meget for at undgå alt for mange rifter op ad armene.

Og jeg tror generelt at det er et godt brombær år i år, så det er jo ganske gratis, at gå ud og hente dem.

Opskriften herunder er med en mørdej, som jeg har valgt, at lave med Sukrin i stedet for sukker. Men det kan du jo gøre som du har lyst til. Til fyldet har jeg derimod valgt at bruge sukker, fordi mængden er så lille, og tærten er beregnet til 12 pers.

Du skal bruge:

Mørdej:

125 g smør

150 g mel

40 g Sukrin / sukker

2 spsk. vand

Tærtefyld:

250 g Brombær

75 g smør

75 g Sukrin / sukker

1 – 2 spsk mel

1 spsk. vaniljesukker

75 g hakkede mandler

1 spsk. kartoffelmel

Sådan gør du:

Lav mørdejen først, da den skal ca. 1/2 time i køleskabet, når du har kommet den i formene.

Smuldr smør og mel sammen med sukker, tilsæt vand og ælt dejen godt, til den er jævn og glat.

Del den i 12 små portioner, eller gør som jeg gjorde, og lav en dobbelt portion. Så har du både til 12 små forme og en stor tærte. Så deler du halvdelen i 12 små portioner og gemmer den anden halvdel til den store tærteform.

Smør formene eller spray dem med en spraymargarine. Tryk dejen ud i formene, så den danner en lille kant, hele vejen rundt.

Sæt formene med dejen på køl i en halv time eller mere.

Den kan sagtens stå til næste dag.

Hak mandlerne groft.

Bland dit smør med mel, hakkede mandler og sukker i en gryde. Kog det godt sammen under omrøring. Sluk for massen og tilsæt vaniljesukker og rør det godt rundt.

Vend nu brombærrene i kartoffelmel og fordel dem på dine tærtebunde.

Kom mandelmassen over og bag tærterne ved 200º i 15 minutter for de små forme og 20 minutter for den hele tærte.

Server gerne din tærte med flødeskum eller græsk yoghurt rørt med vanilje.

God fornøjelse og velbekomme.