Dato: 1. oktober 2016

En kogebog – årets loppefund.

Årets loppefund.

Forleden  dag var min mand og jeg ude at køre en tur, og fik i nærheden af Kruså øje på et lille skilt, hvor der blev reklameret for et loppemarked. Vi fulgte adressen og havnede i bunden af et ganske almindeligt villakvarter, hvor nogle husejere havde slået sig sammen om fælles oprydning og derfor fælles efterfølgende loppemarked.

Det var flot solskinsvejr, og beboerne så ud til at hygge sig med kaffe og diverse ved små borde, der var stillet op uden om et par telte, hvor de havde deres varer. Flinke mennesker, som gerne ville snakke og også bød på kaffe.

Det er altid sjovt at se hvad det er folk sorterer fra, når de rydder op, men det som jeg ofte går målrettet efter er bøger – kogebøger, for tænk om der skulle skjule sig en, som jeg ikke havde i forvejen. Ikke fordi jeg ikke har nok, for jeg må jo indrømme, at jeg efterhånden har en anseelig samling. Snart må jeg finde en løsning på flere bogreoler, hvis det fortsætter.

Så kan det jo undre, hvorfor man kan blive så fascineret af kogebøger, og så især gamle kogebøger.

Jamen jeg tror jo det handler om, at det netop var en lille uanseelig kogebog, givet til mig af en kær ven, som meget ung pige, der var med til at starte min interesse for mad. Den lille bog kan du læse om et andet sted her på hjemmesiden.

Chi-yun Eskelund-b2

I virkeligheden er det der fascinerer mig, at kogebøger kan fortælle historier om den samtid de er skrevet i. De kan fortælle noget om de mennesker der står bag dem, og er man så heldig, at der er et godt forord eller historier om opskrifterne, ja så giver de mig et billede af dem selv og den tids udfordringer som bogen er skrevet under.

Det der så er rigtig spændende, synes jeg, er at man kan holde deres indhold op imod den tid vi lever i. Er der ting vi stadig gør?, er der ingredienser vi stadig bruger?, er der metoder der er dukket op igen?. Hvor stammer opskrifterne fra og er der noget af det vi kan bruge i dag?.

Jo der er nok af spørgsmål man kan stille, nogle får man svar på og andre ikke, men nogen gange giver det også sjove oplevelser af genkendelighed, som man bare kan nyde.

Det var det der skete her, for det varede ikke lang tid, før jeg fik øje på denne bog, som nu er en del af min samling. Sjov fordi der stadig er mange der husker Kirsten Hüttemeier og hendes skåneærmer, og dem der ikke gør, kan måske huske at have set hende parodieret af diverse komikere.

 

Alene titlen på hendes kogebog her, siger jo noget om, at der er historier i den.

img_0403

Men det mest sjove var, at da jeg fik åbnet bogen, viste den sig for det første at være signeret af heltinden selv og dedikeret til en hvis “Lars Jegind” i 1997. Iøvrigt lå der et meget personligt brev til samme herre, skrevet d. 25. maj 1997.

Brevet er skrevet på et flot dekoreret brevpapir fra ” Lærkehuset” i Hulsig, som ligger ca. 10 km fra Skagen, hvor hun tilsyneladende boede på dette tidspunkt.

Hvem Lars Jegind var, eller er, ved jeg ikke. Men af brevet fremgår det, at hun har fået et brev tidligere fra ham, som hun har været længe om, at svare på, da hun har haft en ” forkert” vinter, som hun skriver. Desuden fremgår der, at hun har kendt hans mor, for som hun skriver:

( Citat) ” Så sjovt at jeg kan huske Deres mor på Husholdningseminariet-hvor jeg var året “under” hende..Hun hed Dickmand eller Deckmand..ikke? Jo vi har haft mange gode timer sammen, hun var altid hjælpsom og loyal…..De må hilse hende mange gange måske vil det more hende at læse bogen” ( citat slut).

Alene det at Kirsten Hüttemeier i 1997 stadig var på “De, Dem og Deres”, vidner jo lidt om, at hun var fra en helt anden tid. Og at den tid jo slet ikke er så længe siden endda.

img_0405

Desuden lå der også det fine postkort, som er på billedet herover, som også bagpå er signeret til ” Lars Jegind”, og hvor der står i nederste hjørne: Vi ses på TV2/NORD til efteråret. Det var her hun fik rollen som TV-kok i serien ” Hüttemeiers Madmagasin”, som man stadig i dag, kan se klip fra på Youtube.

img_0407

Jo der har skam været orden i sagerne dengang.

Når man ellers bladrer i kogebogen, kan man læse hele hendes livshistorie, og når det kommer til opskrifterne, så er der ved mange af dem en lille historie om, hvor de stammer fra, og i hvilken anledning de er blevet serveret.

Der er fortællinger om hendes allerførste kogebog, hendes første ægteskab, hendes berømte morfar, der var en af de berømte Skagensmalere ” Carl Locher”. Historier om hvordan man klarede sig under krigen og også om hendes eventyr med ” Tørsleff” og “Den grønne syltebog”, og hvordan hun har skrevet artikler om slankemad til Femina i 50’erne.

Hun har været en yderst produktiv kvinde, som vi stadig kan lære af i dag. Og et sådant loppefund, er for mig guld værd, rent inspirationsmæssigt.

Nok er det gammelt materiale, men man kan altid drage paralleller til vores egen tid, og få et fif her og der.

Mange hyggelige inspirationstanker.

Bente Skov Pedersen.