Dato: 5. januar 2018

Godt nytår

 

Jeg vil med dette blog indlæg ønske dig og hele din familie et fantastisk godt nytår.

Jeg håber, I er kommet ind i det nye år på lige den måde, som I ønskede jer – og nu er klar til, på trods af mulige tømmermænd, at se frem mod det nye år, og alle de oplevelser og udfordringer som det vil give.

Året 2017 er slut, og vi kan byde 2018 hjerteligt velkommen til.

Jeg vil gøre mit til, at året bliver glædeligt, spændende og et inspirerende eventyr, for dig der er følger mig på min blog.

I år valgte min mand og jeg for første gang nogensinde, at holde jul, uden for landets grænser. Vi var på Gran Canaria, hvor vi ankom lillejuleaften, og kom hjem igen dagen før nytårsaften sent.

En omgang andre himmelstrøg og solfyldte dage, var lige det der var brug for, til at samle ny energi og overskud til året der starter nu.

Så dette indlæg vil være præget lidt af inspiration fra de varme lande, til at komme i gang med den sunde livsstil efter jul og nytårets strabadser.

 

 

Johannesbrød.

Den første ting som jeg blev lidt nysgerrig på, var øens mange Johannesbrød træer, som fandtes overalt. Og når min nysgerrighed først er vækket, må jeg jo absolut finde ud af, hvad den spanske befolkning så bruger dem til. de stod jo bare der, nærmest som rabat træer langs de fleste veje, og bugnede af frugter, der så ud til at være klar til brug.

Så udbredt et træ i middelhavsområdet, må da have et formål, og det har det bestemt også. Spanien er faktisk den største producent af Johannesbrød. Det kaldes også Carob, og har mange forskellige anvendelses muligheder.

Carob smager sødt og bruges ofte i stedet for kakao, man kan måske sammenligne det lidt med en kaffeerstatning, som vi kendte tilbage under krigen. men det bruges også som sødemiddel til bagning, hvor man så i stedet kan spare lidt på sukkeret.

F.eks. hvis du har en opskrift som indeholder kakao i forvejen, vil du kunne erstatte en del af det med Johannesbrød/ Carob i stedet, og så skære ned på sukkermængden til det halve, og det er jo også værd at tage med..

Historien fortæller at man længe før Kristi fødsel har brugt Johannesbrød/Carob som de fattiges mad, foder til husdyr, og som lægemiddel. Navnet Johannesbrød er opstået fordi man mente, at Johannes døberen spiste det, ude i ørkenen.

Hvad indeholder Johannesbrød:

I bælgen finder man kostfibre som pektin, ( det kender du måske fra æbler til æblegele’, som det stof der selv kan få gele’ til at stivne). Johannesbrød indeholder op til 50 % sukker og spises friske og tørrede eller bruges som foder.

Bælgen indeholder også Lektin, som er et uopløseligt kostfiber, som er godt for fordøjelsen, og er med til at fjerne skadelige stoffer fra tarmen, eks. kolesterol, som så kan føres ud med afføringen.

Derudover finder man også en del calcium i Johannesbrød og lidt B1, B2, B3 og B6 vitaminer i frugten.

Der er ikke så meget protein og fedt i carob som i kakao, som den ofte sammenlignes med. Tallene for disse næringsstoffer er svingende, men ca. fra 40 – 89 g kulhydrat, 4,6 – 5 g protein, og 0,65 – 1 g fedt pr. 100 gram, er nogenlunde det man kan regne med.

Kernerne kan males til mel, som naturligt nok kaldes; Johannesbrødkernemel. Fordelen ved dette mel er at det er glutenfrit, og derfor endnu et godt produkt, hvis du har glutenallergi, eller bare vil undgå gluten i dine fødevarer.

Melet kan ligesom Mandiocamel bruges som jævner eller fortykningsmiddel i andre produkter. Herhjemme har det betegnelsen (E 410), når det bruges i industrien som fortykningsmiddel.

Man kan også købe knust Johannesbrød frugter, som kan spises som snacks, eller f.eks blandes i en mysli.

Johannesbrødkernemel, kan købes i de fleste helsebutikker.

Har du ikke lyst til at bruge dem som fødevarer, vil frugterne også være ganske flotte i blomster dekorationer, eller i en glaskrukke som pynt.

Når man sådan holder ferie, er der ingen grønsager at finde….

Jeg hører ofte en sætning, som den ovenstående, når man kommer til vejning hos mig. Og det er måske også sandt nok, at det kan være svært, at finde grønsager som tilbehør på restauranter og lign.

Men jeg oplevede det ikke som særligt svært, at finde dem i butikker og supermarkeder, eller markeder generelt. Jeg så faktisk lige så mange grønsager og frugter, som i de danske supermarkeder. Men den store forskel var, at her var tomater, agurker og lignende lokale produkter af en helt anden dimension og smag, end den vi kender. Solmodne tomater smager altså bare bedre, end dem der har været lang tid undervejs og eksporteret til vore himmelstrøg.

Og så er det jo også spændende hvordan de lokale bruger deres produkter, ofte på en helt anden måde, end vi er vant til.

Herunder ser du et billede fra et lokalt “Spar” supermarked i byen Playa del Cura, et lille lokalt supermarked i en lillbitte by og derunder igen et billede fra et lokalt marked i Arguinegin.

 

En anden lokal specialitet, hænger i vinduet…..

Spanien er også kendt for sine lufttørrede skinker. Og det er virkelig en kær nationalret og det ypperste for en spanioler at præsentere dig for.

Ethvert hjem med respekt for sig selv, har deres skinke, enten hængende i køkkenet, eller stående fremme, så man kan skære en skive, hvornår man skulle få lyst. En spanier spiser i gennemsnit ca. 5 kg tørret skinke om året. Ikke af de dyreste skinker, men når de kommer på bordet, er det et festmåltid, som vil svare til, at man spiser kaviar.

Den spanske skinke som vi kender bedst i Danmark er Serrano skinken, som er en af de billige typer, som man kan købe i skiver og vacuumpakket i ethvert supermarked. Denne skinke er tørret et års tid, og er lavet af svin, som fodres med korn og foderblandinger.

De dyre skinker er lavet af Iberiske svin, som er i familie med vildsvinet og også kaldes sortfodssvin.

Man fremstiller skinkerne ved først at lægge dem i saltlage i et døgn på køl pr. kilo skinke. Derefter hænges de til tørre, igen på køl i op til 50 – 90 døgn, imens temperaturen øges, sådan at saltet kan trænge ind i skinken, og væden trænge ud.

Derefter vaskes det overskydende salt af, og skinken hænges til lufttørring, et eller andet sted i bjergene i store haller. “Serrano”, betyder bjerge, og man kan købe skinker der har hængt længere eller kortere tid i bjergene. Det angives som regel på skinken med navne som “bodega”= 9-12 mdr., “reserva”= 12-15 mdr., ” gran reserva”=15-36 mdr.

Man må endelig ikke sammenligne den italienske Parmaskinke med de spanske skinker, det kan være en direkte fornærmelse, når man er spanier. Og de bedste spanske skinker, er da også væsentligt bedre.

“Ibérico de bellota” er den bedste og fineste spanske skinke, man kan tænke sig. Den stammer fra rene Iberiske svin som udelukkende fedes op med agern fra stenege i 3- 4 måneder, og naturligvis er fritgående. Denne opfedning er med til at give kødet en nøddeagtig smag, og en mørhed, på grund af den motion dyrene får i specielle områder, som er den rene luksus.

En sådan skinke kan sagtens koste omkring 1000 kr pr. kilo.

Iberico skinkerne har også ry for, at de er sunde for fordøjelsen og andre helbredsmæssige udfordringer.

Måden som de bliver tørret og behandlet på, gør at de kommer til at indeholde samme flerumættede fedtsyrer, som f.eks. olivenolie, de indeholder magert protein og en masse af de livsnødvendige aminosyrer. Samtidig har de et stort indhold af vitaminer og mineraler.

Opskrift på en næsten almindelig kartoffel.

En populær lokal turistspise er de Canariske kartofler, som når man spørger en spanier om, hvordan de laver dem, får svaret; ” vi koger dem bare”. Et godt eksempel på, at ting kan være såre enkle at lave, men tilberedningen kan have en kæmpestor betydning for udfaldet af en ret.

For det er i virkeligheden en lillebitte detalje, som gør deres servering af kartofler lidt speciel. For det første er det indholdet af salt i vandet under kogningen, derefter behandlingen når de er næsten kogte. På den måde får man en delvis tørret, saltet og meget velsmagende kartoffel. Se opskriften her.

Mojo saucen serveres til de varme kartofler, og man dypper sine kartofler i saucen. Find opskriften her.