Dato: 25. november 2018

Skovs pandekage julekage, inspireret af “Den store bagedyst”.

“Den store Bagedyst” brugt som inspiration.

Ja inspireret af den passion og dygtighed, som forekommer i høj grad i ” Den store bagedyst”, kan man da næsten ikke komme uden om. Det bliver jeg ihvertfald.

Jeg havde længe gået og tænkt på, at jeg gerne ville lave en lidt speciel julekage til “Skovs mad med mere”. Sådan en rigtig speciel julekage og den måtte gerne være lidt anderledes, end bare en bagt julekage. Derfor blev jeg vældig inspireret af det afsnit i bagedysten, hvor de lavede pandekage – lagkager.

Her synes jeg, at der var mulighed for at få mange julesmage ind i en form for kage, som passede mig fint.

Mine ideer og ændringer.

Jeg havde en ide’ om , at min julekage skulle indeholde så mange forskellige smage af jul, som muligt.

Og det var faktisk starten på det hele. For i denne udgave af en kage, gav det næsten sig selv. Jeg ville gerne have smag af æbleskive(læs pandekage), jordbær ( læs jordbærmarmelade til æbleskiver), chokolade, citron, mandariner, karamel og ikke mindst vanilje i min kage.

Det synes jeg også jeg fik ramt i min sammensætning her.

Men først skulle jeg jo bage pandekager, tolv styk, så pæne og ens som muligt. Det er jo ikke så svært, og hvis det er, kan man jo altid lave dobbelt portion af dejen, og øve sig lidt. Dem der ikke bliver så pæne, vil familien sikkert gerne spise.

Nå mine lykkedes nu meget godt første gang, men jeg har jo også trænet i nogen år efterhånden.

 

Så jeg fik bagt pandekagerne og satte dem til nedkøling.

Man kan jo sagtens bage dem dagen før, eller tidligere endnu, og endda evt. fryse dem ned.

Cremer til kagen.

 

Næste trin var at finde ud af hvilke cremer jeg ville have i min kage, og jeg var helt sikker på chokoladeganache, som jo skulle give chokoladesmag. Så den blev lavet og stillet på køl, som der står i opskriften.

På billedet kan du se, at jeg har lagt filmen helt tæt ned på ganachen, for at der ikke skal dannes kondens. Så skal den bare i køleskabet.

Denne ganache kan også fint laves dagen før, da den tager tid om at sætte sig.

Så kom turen til de andre cremer.

Jeg tænkte lidt over, om jeg evt. kunne gøre det lidt nemmere, at lave et par forskellige cremer.

Så derfor valgte jeg, at lave en “to i en” creme.

Det var vigtigt, at grundcremen kom til at smage af vanilje og karamel, så det blev ingredienserne i den ene. Den anden halvdel af cremen blev farvet rød med lidt pastafarve og smagt til med mandarinsaft og citron.

Da begge cremer også skulle sætte sig, måtte de jo også i køleskabet i minimum 3 timer. Og de kan selvfølgelig også laves dagen før.

Næste trin er et af højdepunkterne synes jeg. For nu skulle kagen lægges sammen.

Sammenlægning af kagen.

Jeg ville gerne kunne lægge min kage sammen på en stor tallerken og så senere kunne flytte den over på et pænt fad. Jeg lagde derfor to stykker film i bunden af tallerknen, på kryds og tværs.

Derefter lagde jeg den første pandekage på, så jeg havde et mål til min kagering. Så blev cremerne lige pisket en smule op, og jeg kunne begynde at smøre dem på de forskellige lag.

 

Inden i bageringen satte jeg en kant af bageplastik, som skulle hjælpe med at lave en fin lige kant, og kanten bliver efter min mening mere glat bagefter, end hvis man kun bruger bageringen.

Så var det jo bare om at komme i gang med de forskellige lag.  Chokolade ganache på den første pandekage. Cremen med vanilje og karamel på den næste, igen en pandekage, cremen med Mandarin og citron, igen en pandekage osv.

Indtil jeg havde lagt pandekage nr. 8 på toppen og havde 4 pandekager tilbage.

Jeg ville med vilje ikke have så høj en kage, som i bagedysten, da den virkede for voldsom på mig, så derfor valgte jeg at lave en lidt lavere model.

Jeg ville også gerne have cremerne til at fylde noget mere mellem lagene.

Det kan man selvfølgelig gøre, som man har lyst til, så kan man jo bare dobble portionen op.

Pynt på toppen.

Jeg havde nu lagt den sidste pandkage som låg, og havde gemt fire stk. til pynt.

Men først ville jeg jo gerne have en rød gele’ på toppen som afslutning.

Kagen blev sat på køl, og derefter skulle jordbærgele’en laves og lægges ovenpå.

Jeg kom jordbærsaften op i en gryde og bragte den i kog. Tog den af blusset og rørte den udblødte husblas i den varme saft, til det hele var smeltet.

Derefter satte jeg geleen til nedkøling, og i det øjeblik, hvor man ligesom kunne se, at den begyndte at stivne, hældte jeg den over den øverste pandekage.

Så kom kagen igen på køl og da gele’en var helt stivnet kunne jeg fjerne min kagering og plastikken. Jeg kunne nemt flytte min pandekage over på et rent fad, ved hjæølp af filmen og pynte min kage, med de sidste 4 pandekager, lidt mandariner og lidt guldstøv.

Lad dig endelig ikke skræmme af at denne kage tager lidt tid, det er en rigtig hyggelig kage at lave, og du kan jo lave mange af tingene i god tid.

 

Jeg glæder mig til at se din udgave af en pandekage julekage, som du selvfølgelig gerne må lægge op på min Facebook side.

Og min opskrift finder du selvfølgelig her.

Kærlig inspiration fra Bente Skov.