Dato: 14. august 2017

Bolsjebeder

I år har jeg ingen almindelige rødbeder i min have, men i stedet den dejlige bolsjebede, som jo er i familie med den. Ligesom der findes gule og hvide beder.

Forskellen er såmænd mest udseende og en lidt mildere smag end rødbeden. Bolsjebeden er flottest når den ikke får lov til at gro sig alt for stor, for vil man have de sarte striber i lyserødt og hvidt fremhævet, ser de nu bedst ud, når de er små.

Og i virkeligheden får man nok det bedste look, når de er rå, men den mørke lilla farve, når de er syltede, har nu også sin charme.

Så man skal måske ikke dyrke dem for udbyttes skyld, men mere for sjov. Det er ihvertfald det jeg foretrækker.

Så har du samme mening, så gå også efter de små bolsjebeder, hvis du køber dem hos gartneren eller i dit lokale supermarked.

Jeg har også tidligere syltet dem, men synes egentlig, at de blev lidt kedelige i farven at servere, men det synes jeg så, jeg har fået ændret lidt i opskriften herunder.

Men du kan jo selv prøve, ihvertfald synes jeg de smager rigtig godt.

Brug de syltede bolsjebeder som tilbehør til diverse kødretter eller hvor du ellers ville bruge almindelige rødbeder som tilbehør.

Bolsjebeder kan selvfølgelig også rives rå til salater eller skæres i meget tynde skiver, så striberne rigtig kommer til deres ret.

Glem dem heller ikke på en helt almindelig leverpostejmad.
Se opskriften her.