Dato: 17. november 2017

Variation af morgenmad.

Morgenstund har guld i mund eller har den?

Jeg mener stadig, at du får en god start på dagen, når du spiser morgenmad. Vores krop bliver ligesom skubbet i gang og får energi til at starte dagen. Især når energien er sammensat, så vi får noget af lige netop det, som kroppen har brug for, fra starten af.

Men jeg er også fuldstændig klar over, at der findes personer, der bare ikke kan få noget ned om morgenen. Og der er heller ikke nogen entydig videnskabelig evidens for, at man ikke kan springe sin morgenmad over, hvis man har det sådan.

Dog er der visse antydninger indenfor videnskaben om, at når vi taler om børn, så mener man, at morgenmaden har en positiv betydning for børns læring og adfærd. Man har formodninger om, at børnenes koncentrationsevne og hukommelse, kan blive negativt påvirket, når man ikke spiser morgenmad. Særligt hos de yngre børn.

Så dukker tanken jo op hos mig, at så skader det nok heller ikke mig, at spise det. Tænk hvis det også kan have indflydelse på en ældre dames som min, koncentrationsevne og hukommelse, det ville da være fint. Nej spøg til side, men da jeg arbejder med udviklingshæmmede, og de måske ofte er senere udviklet end andre, mener jeg ihvertfald, at vi kan gøre noget godt her, ved at anbefale morgenmaden.

Har du svært ved at variere din morgenmad?

Nogen gange kan det være svært, at få varieret sin morgenmad tilstrækkeligt. Man er tilbøjelig til at gøre det samme, igen og igen. Måske fordi det er nemmest, hurtigst og ikke kræver så mange forberedelser.Du kan sagtens spise den samme morgenmad flere dage, det gør ikke den store forskel.

Men det er også en god ide’ at variere sin kost over dagen og ugen, og derfor også sin morgenmad.

Jeg har lavet 10 forskellige morgenmads-tallerkner, som du kan gøre brug af, eller bare bruge som inspiration.

Jeg har sammensat disse morgenmads-tallerkner, som inspiration til de unge udviklingshæmmede, som jeg laver mad til hver dag. Derfor er det ikke billeder sat op med en masse pynt og dikkedarer,da det for denne gruppe, ofte er en nødvendighed, at holde tingene enkelt. Det er det visuelle der mange gange er afgørende for deres valg.

Men tallerknerne er sat op efter Sense tallerkenmodellen, og er lige til, at gå til.

Det ændrer jo hverken noget på sundheden eller smagen, at tingene ikke er pyntet fint og fotograferet professionelt, det kan du jo sagtens selv gøre, hvis du har lyst.

Men hvad så hvis man gerne vil tabe sig? Er det så en god ide’ at spise morgenmad eller ej?.

Hvis du spiser efter Sense, kan du jo selv vælge, om du vil spise 2 eller 3 måltider om dagen, hvis bare du sørger for, at dine spisekasser er fyldte, til de to måltider.

Men det man måske kan være lidt bekymret for, er om ikke den overvældende sult, som kan opstå, hvis man ikke har spist morgenmad, lettere vil føre til, at man spiser mere senere på dagen. Dette kan så igen betyde, at man får spist mere end nødvendigt, fordi sulten kan tage magten fra en. Det handler vel også om, hvor god man er til at mærke efter og styre sin sult, hvilket mange kan have svært ved, hvis man bliver for sulten.

På den anden side, skal man jo heller ikke tvinge sig selv til at spise morgenmad, hvis man ikke har lyst, og er sulten. Det kan være man ikke er sulten, lige når man står op, men får lyst til morgenmad senere. Og så er der jo ikke noget galt i, at spise den der.

Vi er jo forskellige som mennesker, og dermed har vores kroppe også forskellige behov. Dem skal man først og fremmest tage hensyn til.

 

Så hvad giver din morgenstund – Guld i mund?

 

Morgenmad 1:  Skyr med rabarbermos, 1/2 stk. rugbrød med fed ost, peberfrugt.

Morgenmad 2:  A 38 med mandler, blåbær, fibersirup,2 æg, agurker

Morgenmad 3: Røræg af 2 æg,bacon, 1 skive rugbrød, agurk, cherrytomater.

Morgenmad 4: Røræg af 2 æg, mandler, blåbær, 1/2 sk. brød, hamburgerryg, tomat, agurk.

Morgenmad 5: Ris pandekager, Cashewnødder, Avocado, gulerødder

Morgenmad 6: 2 blødkogte æg, 1/2 rugbrød, smør, A 38 med blåbær og fibersirup, agurk og tomat.

Morgenmad 7: Havregryns pandekager, fibersirup, skyr med vanilje, agurk, peberfrugt.

Morgenmad 8: 1/2 Avocado, Hytteost, Humus, peberfrugt, gulerødder.

Morgenmad 9: havregrød af 1 dl. havregryn, smør, valnødder, 2 kogte æg, tomat, agurk.

Morgenmad 10: 1/2 rugbrød med smør og fed ost, peberfrugt, ærter, skyr med vanilje, mandler, blåbær, fibersirup.

Brug hvad du har.

Nu tænker du måske, at hvis du skal variere din morgenmad, skal du have mange forskellig ingredienser, for at gøre det.

Men sådan behøver det slet ikke at være.

Grunden til at jeg har lavet netop disse 10 variationer, er også at jeg har taget udgangspunkt i, hvad vi normalt næsten altid har i huset.

Har du f.eks. æg, er der utallige variationer du kan lave, alene med dem. Har du 4-5 forskellige  slags grønsager, kan du bruge dem til din morgenmad, og har du rester fra dine øvrige måltider, kan du selvfølgelig også bruge dem.

Spar dig selv for tid, ved at gøre det let lækkert og ligetil.